Menu

Ynglingedanmarksmester Peter Lee Sørensen fylder 80 år

image
Jakob Jermiin
09. januar 2025 kl. 06:25

Efter 68 års trofast medlemskab af Lyngby Boldklub besluttede Peter Lee Sørensen i 2022, at nu skulle støvlerne lægges endegyldigt på hylden. Den 9. januar 2025 fylder han 80 år, og vi hylder her vores ynglingedanmarksmester og hans flotte karriere i Lyngby Boldklub.

Peter Lee blev født i Kongens Lyngby i 1945, voksede op på Toftebæksvej og gik på først Lindegårdsskolen, dernæst Lyngby Statsskole. Hjemme på Toftebæksvej spillede han fodbold på græsarealer nær Lyngby Kirke indtil han som lilleput kunne blive indmeldt i Lyngby Boldklub på nybyggede Lyngby Stadion. Her spillede den unge knægt så de næste 68 år. Fra lilleput til senior, fra førstehold til oldboys og grand super veteran 70+.

En lang og loyal klubkarriere, som blandt andet tæller langt over 1.000 Lyngby-kampe, heraf 203 divisionskampe fra 1964-1972, oprykning til 2. division 1966 og titlen som ynglingedanmarksmester 1962. Som førsteårs ynglingespiller, det vi i dag ville kalde U19-spiller, var Peter nemlig med til at genvinde det danmarksmesterskab, som hans et år ældre klubkammerater havde vundet året før. Lyngby-drengene besejrede KB 4-1 i DM-finalen. Udover det bemærkelsesværdige i, at det var anden gang i træk, at Lyngby Boldklub havde vundet det danske ynglingemesterskab, så var det måske endnu mere imponerende, at det skete for en klub med et førsteseniorhold i 3. division.

Et andet højdepunkt i Peters store Lyngby-karriere var i 1970, da han var med i pokalfinalen mod AaB. Godt nok tabte vi 2-1, men vores 3. divisionshold ydede en fremragende indsats. Peter ikke mindst. Efter kampen blev han sammen med Søren ”Danseren” Hansen derfor udtaget til Pressens A-hold, der nogle dage efter skulle møde et DBU-udvalgt hold i Idrætsparken.

”Peter Lee er sammen med Herluf Nielsen (æresmedlem, 500+ kampe i 1940-50’erne, red.) den mest fair spiller i klubbens historie. Han fik ikke et eneste gult kort. Men han er også den mest hårdføre i klubbens historie”, fortæller æresmedlem og klubformand gennem 25 år, Hans Bjerg-Pedersen, og uddyber: ”Peter havde engang nye støvler på til kamp. Han havde ikke gjort noget ved dem inden, så da han tog støvlerne af efter kampen, kunne man se ind på hælknoglen. Derfra smurte han altid sæbe på sine sokker og i sine støvler.”

Peter Lee fik kælenavnet ”Egon”. Af sig selv. Så dermed blev det. Hvorfor det lige skulle være det kælenavn, ved Hans Bjerg-Pedersen ikke, men han taler entusiastisk om Peters fodboldevner: ”Peter var en fremragende fodboldspiller. Han havde et kæmpe løbepensum og et stærkt venstreben. I starten var han fløjhalf, men da vi skiftede til 4-4-2-systemet, blev han central midtbane (ofte med nr. 10, red.). Hans mangler var måske, at han var lidt for langsom og lidt for fair. Men han var også helt vildt hårdfør og meget stædig. En stor spiller.”

Lyngby Boldklub ønsker tillykke med 80-års dagen til Peter ”Egon” Lee - den fair og hårdføre. Tak for dit livslange engagement i, for og med din klub.

Hurra! Hurra! Hurra! LB!


Vi ses på Stadion

 

Peter Lee siddende yderst til venstre

Peter Lee bag Jan Lorentzen - kamp i 1971

Peter Lee i midten

Her bruger vi cookies. Det er en lille tekstfil, der husker dine indstillinger, så du får en bedre brugeroplevelse og præsenteres for relevant indhold. Vi bruger primært cookies til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Når du klikker dig videre på siden, accepterer du dette.
Luk