Torben Nielsen

Den stovte snedkermester og en af LB’s største profiler gennem mere end 70 år har høvlet sit sidste bræt.
Han sov stille ind i hjemmet i afvigte uge i armene på sin hustru, Kirsten.
Torben blev meldt ind i klubben i 1951 og blev fra starten spiller på det hold, der i midten af 60-erne gik ubesejret gennem to sæsoner, og dermed opnåede 2x Y DM .
Spillerne fra det hold dannede en naturlig stamme på 1. Holdet, der rykkede op gennem rækkerne, og Torben var fast mand i 246 kampe, hvortil kommer pokalkampe - herunder finalen i 1970.
Han flyttede fra back til centerforsvarer og var også straffesparkskytte. Jeg har drillet ham i mange år, fordi han brændte et vitalt straffe mod Vanløse.
Efter endt karriere blev han holdleder og dannede par med Ole “Simon” som manager.
Vi boede begge to i højhuset på Lundtoftegårdsvej og fulgtes ad på gåben til hjemmekampene og skulle naturligvis følge den samme rute hver gang, og jeg skulle gå på højre side, ellers tabte vi !
Torben var en fantastisk kammerat og berømt for sine one liners.
Vi var på ferie sammen på Sri Lanka og på vej til et nødvendigt pit stop, da vi mødte en lokal, som uden ben og korte arme skubbede sig frem på et skateboard. Holdledergenet svigtede ikke, så Torben bemærkede henkastet:” han starter ude !”
Vi har været holdledere sammen på + 65 i snart mange år, indtil helbredet svigtede, og det var også sygdommen, der til sidst forhindrede ham i at være en del af teamet i Ulvedalene sammen med chefen, Søren Mål.
Han var medlem af Agurkeforeningen, kortklubben der talte andre LB-koryfæer som Pete Lee, Bjarne Fabienke, Flemming Store Petersen, John Åge Petersen og Brødrene Christensen med til sammen over 1000 førsteholdkampe. Vi fyldte 50 år i 2019.
Torben efterlader hustru Kirsten, som han fejrede guldbryllup med i 2020, og børnene Mini (nu tovholder i profafdelingen) og datter Helle.
Torben elskede LB og de livsvarige kammeratskaber, klubben tilbyder, og vi er mange, som kommer til at savne ham.
Vi ses på Stadion
Æret være hans minde
Hans Bjerg-Pedersen