Maveonde efter frokostindtagelse
Vi modtog i sidste uge nogle henvendelser fra forældre på årgang 2012-drenge om, at deres børn havde haft et maveonde efter fodboldskolen.
Ved den første henvendelse koblede vi forældrene med frokostleverandøren for at undersøge, om maveondet kunne stamme fra maden. Denne gennemgang pegede i retning af, at det ikke stammede fra madindtagelse, men nok snarere var en intern beklagelig omgangssyge blandt en gruppe 2012-drenge.
Fredag morgen fik vi imidlertid at vide, at spillere fra Virum-Sorgenfri Boldklubs fodboldskole, der har fået samme mad fra samme leverandør, også var blevet syge, og at nogle af disse var blevet diagnosticeret med bakterien Yersinia, der er en fødevareinfektion, der kan give mavesmerter, mavekramper, diarré, opkastninger, feber og i nogle tilfælde ondt i halsen. Symptomerne kan opstå i lang tid efter indtagelsen.
Derfor sendte vi straks et infobrev ud til alle fodboldskolens deltagere, hvilket blev efterfulgt af et detaljeret spørgeskema fra Fødevarestyrelsen. Leverandøren af frokosten er i øjeblikket i samråd med Fødevarestyrelsen for at finde frem til den eventuelle smittekilde. Da symptomerne både kan minde om blindtarmsbetændelse og i nogle tilfælde om corona, skrev vi til deltagerne på fodboldskolen, at det var vigtigt, de havde denne information, hvis de skulle blive syge i den kommende tid.
Man kan blive klogere på bakterien på dette link: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/mave-og-tarm/sygdomme/tarminfektioner/yersiniainfektion/
Vi – og den eksterne madleverandør - er naturligvis dybt ulykkelige over, at nogle deltagere på fodboldskolen via maden har været ramt af denne infektion, og håber ALLE snart er helt raske. Vi vil naturligvis følge op på sagen og informere deltagerne yderligere, når der kommer vigtig ny viden.
Med venlig hilsen
Berit Döhl
Administrativ chef og daglig leder
Lyngby Boldklub 1921
Telefon: 2324 9959